mandag den 30. september 2013

Weekend workshop

Jeg har gået lidt stille med dørene. Har haft brug for en pause fra weekend arbejdet, men jeg er ved at være klar igen.

Nye datoer:

12+13 oktober
23+24 november
14+15 december

 Du køber din plads her 

Har du ikke mulighed for at gå fast på et af holdene på Marapytta Syskole, kan du komme på weekend workshop i København.
I en hel weekend kan du gå ombord i mit lille univers og fordybe dig i større eller mindre sy projekter og få alt den vejledning du kan ønske inden for syning.

En weekend workshop foregår lørdag og søndag i tidsrummet 9-16

Prisen er 2250 kr for en intens weekend med masser af tid til dig selv og din symaskine.
Til weekenden, skal du selv medbringe materialer, symaskine og madpakke.
Jeg giver selvfølgelig vejledning omkring materialer og du kan også leje en symaskine hvis du ikke har mulighed for at tage din egen med.

På workshoppen har du adgang til alle mine mønstre. Du kan snuse rundt og se alle de opsyede modeller og lade dig inspirere.
Du får en dejlig weekend sammen med andre sy interesserede med mulighed for at nørde totalt igennem inden for stof og lækre sy finesser. Jeg vil næsten garantere at du får blod på tanden og lyst til at gå hjem og eksperimentere på egne ben.
Jeg har gennem mine 10 år som free lance modelsyer i den danske modebranche, udviklet mange teknikker som gør, at du så nemt som muligt, får et top professionelt produkt. Jeg kaster de gamle dyder som fx. skrædderkridt, ritråde og knappenåle over bord. Jeg springer over hvor gærdet er lavest og får alligevel et gennemarbejdet produkt, hvor der er kælet for hver eneste detalje. Jeg tager genvejen og har barberet alt det overflødige væk, så du ikke når at miste gejsten inden du er kommet igang.
Alle mine mønstre ligger i mapper og er tegnet overskueligt op med sømrum så det eneste du skal koncentrere dig om er at klippe stoffet ud. Ikke noget med en million streger og kæmpe papirark med uoverskuelige mønsterdele og snørklede nedskrevne syvejledninger.
Jeg har rigtig mange mønstre til både børn og voksne. Jeg har arbejdet på pasformen i årevis og meget af det passer de fleste, ellers laver vi små tilretninger så resultatet bliver perfekt.

OBS:
Hvis du bruger et MARAPYTTA mønster på workshoppen, kan du få lov at tegne mønsteret af og tage kopien med hjem - Dette mønster må kun bruges til PRIVAT BRUG - det er altså ikke tilladt at kopiere til andre eller bruge mønsteret i til videresalg - heller ikke som opsyet model.
(ønsker du fx. at sælge børnetøj , quiltede jakker eller åbne din egen syskole, skal du lave dine egne mønstre)
Anvender du et mønster fra en bog eller et blad kan jeg hjælpe dig med hvordan man bruger det, men du kan IKKE få en kopi - du kan evt selv købe bogen efterfølgende.


Et af mine specialer er fx. SKRÅBÅND.
Vil du lære at sy perfekte skråbånd eller måske lave dine helt egne, uden at bruge nåle og en hulens bunke tid sammen med din skråbåndsfolder. Så meld dig til og smid din skråbåndsfolder langt væk, inden du kommer:-) Jeg har lommen fuld af fif og fiduser!
Eller hvad med LYNLÅS? Lynlås er ikke svært, du skal bare lige have et fif eller to.

Der er kun plads til 8 på en workshop.
Fokus ligger på dig og der er tid til at du kan få alt den vejledning og svar på alle de spørgsmål du har inden for syning. Du skal ikke sidde i kø og vente for at få hjælp.
Her er plads til alle niveauer.
Undervisningen er indrettet  sådan, at der er plads til at du kan komme med lige netop dine evner (eller mangel på samme) og dine behov. Alle går herfra med ny viden, stolthed og færdigsyede projekter.

Det mest populære på syskolen er at sy de quiltede jakker. Det kræver lidt erfaring, så er du totalt nybegynder må du nok vælge noget andet som dit første projekt.
Jeg har masser af begynder projekter.

Du kan se hvad andre elever og kursister har syer ved at klikke HER

Har du spørgsmål kan du skrive til : marapytta@gmail.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar